Jeg er lige nu igang med at tage overbygningen på min 5 årige uddannelse på DISPUK i Aarhus. Et studie, hvor jeg erhverver mig mere og mere viden og erfaringer indenfor den narrative tænkning og måde, at møde mennesker på. Den narrative tænkning er for mig ikke bare en en terapeutisk metode men et menneskesyn. Et menneskesyn, der sætter mennesker fri til selv at være ekspert på eget liv. Uanset, hvad man ellers måtte have med af udfordringer, diagnoser og problemfyldte fortællinger.
Den narrative metode hjælper mennesker med at komme tættere på egne værdier og intentioner for livet. Som narrativ terapeut stiller vi åbne spørgsmål, der får andre til at reflektere over eget liv og blive nysgerrige på dem selv og egne fortællinger. Det er et område med både filosofiske, psykologiske og sociologiske/sociale aspekter og derfor kan man blive ved med at få ny viden, erfaringer og dygtiggøre sig indenfor narrativ tænkning. Den tilgang taler meget ind i in egen måde, at være menneske på og forstå verdenen på.
Forskellige perspektiver kan åbne op for en respektfuld dialog
Det interessant i mødet mellem mennesker kan være, at vi ikke altid har ens værdier, kulturer og forståelser for, hvad det gode liv er. Men behøver man altid det, for at acceptere og respektere hinanden? Der kan selvfølgelig være holdninger og værdier, der ligger så langt fra ens egne, at man måske vil vælge nogle mennesker fra eller i hvert fald have en accept af, at “her bliver vi så ikke enige”. Sådan er det også at være menneske. Vi træffer hele tiden forskellige valg, udfra vores egne værdier og måder at være i verdenen på.
Det at være uenige, kan samtidig give en mulighed for at undersøge et emne, fra den andens perspektiv. “Hvad er der sket, siden du tænker det på den måde?” eller “Fortæl mig lidt mere om, hvorfor de værdier er vigtige for dig?” Nogle gange lærer vi rigtig meget om os selv, ved at turde lytte til dem, vi er uenige med. “Hvad bliver vigtigt for mig selv?” “Hvorfor mon, jeg tænker en given situation etc. anderledes end min samtalepartner?” osv. osv.
Det “farlige” ved at sidde med sandheden
Som narrativ tænkende, ønsker vi ikke at sidde med specifikke sandheder om hinanden, os selv og livet i det hele taget. Der er mange måder, at være menneske på. Vi mennesker er multihistorielle også selvom man måske kan være besværet af f.eks. et handicap, diagnose eller andet. Men et menneske er så meget mere end et bestemt handicap, diagnose eller en specifik problemfyldt fortælling. Med Sandheder er der også indskrevet en vis magt. Hvem har definitionsmagten? Hvem har ret og hvem tager fejl? Er min måde at forstå verdenen på, bedre end din måde, at forstå den på? Osv. osv.
I den lille kunstfilm; “Jeg vil bare gerne læse Hf” er der mange sandheder på spil og mange forskellige opfattelser af hovedpersonens problemstillinger. Den illustrere ret fint, de forskellige behandleres holdninger til hovedpersonen, der er i behandling.
Du kan se filmen her
Når historier kolliderer
Netflix dokumentaren “Tell me who I am” illustrere tydeligt, hvordan vores fortællinger og historier, kan være identitetsskabende for os. Der er en naturlighed i, at vi gennem vores levede liv og sprogliggørelse af vores erfaringer, omstændigheder og oplevelser ser verdenen og os selv på bestemte måder. Men da vi ikke kan være bevidst om alt, hvad vi har oplevet på en gang, har vores hjerner en tendens til at udvælge noget og tilpasse de historier om os selv ind i vores kultur, livsmønstre og omstændigheder. Derfor er der noget, vi er bevidste om og en masse, som vi ikke er bevidste om men som stadigvæk er en del af vores levede liv.
I dokumentaren, der handler om to tvillingebrødre, kommer den ene ud for en motorcykelulykke og mister sin hukommelse. Den anden hjælper ham gennem livsfortællinger, at få stykket hukommelsen tilbage igen. Men noget går helt galt og de to brødres historier ender med at kollidere og skabe en helt ny fortælling.
Jeg kan virkelig anbefale dig, at se dokumentaren. Den skildrer rigtig fint, hvordan vi gennem levet liv og livshistorier skaber identitet og en forståelse af os selv. Desuden viser den, at sproget og vores fortællinger ikke er konsekvensløse. Det kan være i så voldsomme tragedier, som dokumentaren viser men også i vores måde at opfatte os selv og hinanden i dagligdagen.
Vores egen opfattelse kan til tider kollidere med hvordan andre ser os eller hvordan vi selv ser os. Når det sker, kan der skabes grobund til konflikt i relationen. Det kan være familiemedlemmer, der definerer og ser hinanden på bestemte måder. I parforhold og venskaber, hvor parterne taler identitetskonklusioner frem om hinanden, der gør, at en eller flere bliver positioneret på måder, de ikke ønsker. De historier vi fortæller om os selv og hinanden er ikke uskyldige. Filmen skildrer en sårbarhed mellem de to brødre og trods gode intentioner fra broderen, der ikke var involveret i ulykken, er der store effekter på den anden brors selvforståelse, da han opdager, at han ikke helt har fået sandheden at vide.
For mig viser dokumentaren en relationel kompleksitet, som vi alle kan komme til at stå i. Den viser at gode intentioner, kan have den modsatte effekt og derfor kan der skabes grobund til konflikt. Dokumentaren viser også, hvordan de to brødre alligevel får dekonstrueret deres fælles fortælling og måske efterlader dem stærkere sammen end lige efter motorcykelulykken.
Vi må ikke fratage folk deres historier
Uanset hvor problemfyldte et menneskes historie kan være, må vi ikke fratage mennesker deres fortællinger om levet liv. Vi kan altid spørge ind til; “Hvad skete, der så” “fortæl mig noget mere” “Hvad blev vigtigt for dig siden…. ” Jeg vil næsten turde vove den påstand, at vi alle kan træne de færdigheder frem i os selv, hvor vi stiller os i en nysgerrig, lyttende og uvurderende position til den andens fortælling.
Du kan jo i dig selv prøve det engang ved lejlighed. Prøv at lægge mærke til effekten. Fik den anden lyst til at fortælle mere? Blev du mødt på en anden måde, end du forventede/plejede? Hvordan var det for dig, at indtage en position, hvor du holdt igen på dine egne meninger, holdninger og “synsniger”? Var det måske lidt svært?
Nogle gange, kan det måske være meget sundt, at træne sig selv lidt bevidst i, at indtage en anden position i sociale sammenhænge, end de positioner man automatisk tager. Det kan være, man oplever/får noget andet med sig derfra, end man er vant til.