Lige nu, sidder jeg her og skal forberede mit blogindlæg. Stemnigen er sat med stearinlys i stagerne, teen i koppen og noget stille musik på anlægget. Jeg sidder lidt og tænker tilbage på året, der er gået indtil nu. Vi skriver september måned og efteråret er så småt ved at komme frem fra sit skjul. Det har været et vildt år med nedlukning af landet pga. Covid -19. Jeg sidder her og tænker over mit arbejdsliv. Et arbejdsliv, der strækker sig mere end 20 år tilbage i tiden. Wauw, hvor blev alle de år af?
Da jeg blev færdig på seminariet i år 2000, havde jeg høje ambitioner om mit pædagogiske virke. Først ville jeg ud og arbejde som almindelig pædagog og sidenhen få en lederstilling. Min plan var desuden at læse videre på universitetet. Jeg kom igennem seminariet med et temmelig højt gennemsnit og var ganske tilfreds med min uddannelse. Jeg fik mit første job som uddannet pædagog i en dus-ordning (sfo) i Aalborg Øst, kort tid efter jeg blev uddannet. Jeg blev ansat som integrationspædagog og de næste fire år, havde jeg et fantastisk meningsfyldt job, hvor jeg i samarbejde med andre integrationspædagoger arbejdede med integration og støtte af etniske børn i en dansk skole og dus-ordning.
Jeg stortrivedes i det job og fik en masse viden omkring andre kulturer og religioner. Jeg har altid været nysgerrig og openminded overfor andre mennesker. Desuden har jeg selv rejst en del rundt i verdenen inden jeg blev uddannet pædagog og fik børn. Imens jeg arbejdede i dussen i Aalborg Øst, boede jeg alene i en dejlig stor lejlighed i Aalborg med min søn, der dengang gik i børnehave. Nu er han 21 år og bor selv i Aalborg med sin kæreste og læser på universitetet.
Nye veje
I 2004, startede jeg på cand.pæd.psyk på Danmarks Pædagogiske Universitet i Aarhus. Jeg kunne læse fuldtids og som enlig forsøger fik jeg dobbelt SU, så jeg kunne få dagligdagen til at hænge sammen. Jeg fordybede mig i mine studier og ny viden og døre til indlæring åbnede sig for mig. Jeg elskede at komme til forelæsningerne, de dage vi var afsted og jeg sugede læring og viden til mig.
Efter jeg havde fået læst en del moduler på cand.pæd.psyk ville skæbnen, at jeg tog til en rock koncert, hvor jeg mødte min kommende mand. Da jeg mødte ham, blev vi hurtigt kærester og det vigtigste, han tog min ældste søn til sig som sin egen. Vi flyttede ret hurtigt sammen og begyndte at etablere en familie. I 2006 blev min anden søn født og jeg tog orlov fra universitetet. Vi købte en nedlagt ejendom, hvor vi kunne have hund, katte og heste. Jeg gik ud af universitetet uden at færdiggøre min uddannelse. På det tidspunkt var det ok, da vi havde et godt og meningsfyldt liv med to drenge og jeg blev fastansat som pædagog indenfor specialområdet med unge med autismespektrumforstyrrelser. Livet gik sin gang og i 2009 kom mit yngste barn til verdenen. Denne gang en lille pige. Så vi blev en familie på 5 og havde et godt liv.
Stress og udbrændt
I mange år arbejdede jeg på døgninstitution og var på sin vis glad for det. Men arbejdspresset og miljøet var hårdt. Der foregik nepotisme og en begyndende forråelse i personalegruppen. Ikke mod de unge men mere kollegaerne imellem. Vi delte os op i grupper og blev mistroiske mod hinanden. Kampen om sandheden fik meget plads fra alle sider med synligt fravær af kompetent ledelse. Når jeg ser tilbage, kan jeg sagtens se stressen var uundgåelig. Jeg blev mere og mere udbrændt, trist og energiforladt. Jeg meldte mig ofte syg og begyndte også fysisk at kunne se tegn på at stressen galoperede rundt i systemet. Dengang røg jeg og jeg røg mere og mere. Jeg spiste usundt og tog på. Min hud blev gusten og glansen i øjnene forsvandt. Men jeg lyttede ikke til min krops advarselssignaler. For hvad skulle jeg gøre? Tænk, hvis jeg blev fyret? Tænk, hvis jeg mistede mit økonomiske grundlag? Jeg forsøgte halvhjertet at søge nye stillinger men kom aldrig i betragtnig. Igen set i bakspejlet, kan jeg godt forstå det. For det var mekaniske ansøgninger uden liv og gnist.
Der skulle voldsomme hændelser til, før jeg tog mig selv alvorligt
Da jeg endelig akut blev sygemeldt med stress, havde jeg trukket den så langt, at jeg ikke kunne genkende mig selv mere. Hverken fysisk eller psykisk. Jeg havde førhen været slank og aktiv. Jeg levede sundt trods det, at jeg dengang røg. Men inden jeg fik stress, forsøgte jeg at holde rygning på et minimum og var også holdt på flere gange med at ryge. Jeg var faglig dygtig og havde en stærk faglig selvtillid.
Med stressen, der i starten var en ubevidst følelse af mistrivsel i min krop, kom ændringerne også. Jeg blev overvægtig og virkelig usund at se på. I en alder af 38 fik jeg de første smerter i mit venstre ben. Jeg har i forvejen nogle fysiske udfordringer med blodomløbet, hvilket min daværende livsstil ikke gjorde bedre. Smerterne tog til og blev ulidelige. Med ængstelse blev jeg kørt på Hobro sygehus af min mand med tre bange børn på bagsædet. Ganske rigtigt en stor blodprop havde sat sig i benet. Det var hævet, smertefuldt og ildrødt. Jeg kom i behandling, fik blodfortyndende medicin -og tre dage efter tog jeg på arbejde igen. Ca. et halvt år efter kunne jeg gå igennem samme omgang een gang til. Jeg var selvfølgelig angst, ked af det og bekymret for mit helbred men to blodpropper var ikke nok til at jeg stoppede med mit job. Først i januar 2011, brød jeg helt sammen efter to voldsomme influenzaer med høj feber nærmest oven i hinanden og en krop, der skreg på hvile og livsstilsomlægning. Jeg blev akut sygemeldt af min læge med galoperende stress i hele kroppen. Jeg kom til erhvervspsykolog, der ikke kunne anbefale jeg kom tilbage på mit arbejde på grund af belastningsgraden. Sammen med jobcenter og min fagforening indledtes der en opsigelsesproces efter næsten et års sygdom, hvor jeg nærmest intet havde hørt fra min daværende leder.
Lys for enden af tunnelen
Min konsulent fra socialpædagogerne gik igang med forhandlingerne og i min opsigelsesperiode, hvor jeg gik sygemeldt fik jeg tilladelse til at videreuddanne mig. Jeg tog en master i NLP, en mindfulnessuddannelse og startede til yoga. Det var det mest skræmmende og bedste, jeg kunne gøre for mig selv, at træde ind i den yogasal. Overvægtig, slidt og fuldstændig mistet tro på mig selv. Men jeg blev taget imod med omsorg og yogaen fik min stress til at falde og lige så stille arbejdede jeg min selvtillid op igen.
Selvomsorg og tålmodighed
Med selvomsorg og tålmodighed genudviklede jeg mine færdigheder og mit selvværd begyndte at komme frem igen. Jeg startede lige så stille min egen virksomhed op, hvor jeg underviste i yoga og mindfulness. Jeg videreuddannede mig indenfor erhvervsyoga og sidenhen tog jeg en børneyogalæreruddannelse hos Det lille yogahus i københavn. Det var en fantastisk tid. Yogaen hjalp mig igennem min livskrise. Jeg fik overskud til at starte min ridesport op igen og købte mig en fantastisk hest, som jeg stadig har. Min familie støttede mig og min balance kom tilbage.
Lønmodtager igen
Efter en tid kunne jeg ikke leve alene af, at undervise i yoga mere. Jeg elskede mine aftenshold og mine ungehold på Ranum efterskole men økonomisk, var jeg nød til at finde noget mere arbejde. Jeg blev ansat indenfor asylområdet, da de store flygtningevandringer kom. Jeg elskede det job, hvor jeg underviste i dansk, engelsk, samfundsfag og yoga. De uledsagede unge kom med forskellige udfordringer men nærmest alle ønskede læring og undervisning. Asylområdet er et politisk stormfuldt område at arbejde i og der var en god blanding af kompetente og mere tilfældigt uddannede medarbejdere med blandede menneskesyn. Ledelserne var også mere eller mindre kompetente og også her blev der ledet med forfordelelser og nepotisme. Jeg så mange af mine dygtige kollegaer gå ned med flaget, selv sige op eller blev fyret. Da der skulle nedskæres pga. faldende asyltal, meldte jeg mig selv som en mulighed for at blive fyret. Jeg havde besluttet mig for, at starte min egen virksomhed mere op igen.
Farvel til mine elever
Det år, da vi gik på juleferie, vidste jeg, at jeg ikke ville komme tilbage efter ferien. Arbejdsmiljøet var dårligt og det menneskesyn, der generelt blev praktiseret på det pågældende sted, kunne jeg ikke stå inde for. Når jeg lukkede døren til mit klasseværelse med den anden lærer, jeg havde et tæt samarbejde med, havde jeg det godt på mit arbejde. Men hun var netop en af dem, der var rejst et stykke tid før mig pga. arbejdsmiljø og ledelsesproblemer. Jeg underviste de sidste måneder selv min klasse og nød samtalerne med unge mennesker, der trods krig, traumer og flugt var nysgerrige på livet og læring. Den dag, jeg gik ud af asylcentrets skole og havde ønsket mine elever en god ferie med knus og kram, vidste jeg, at mange af dem, ville jeg ikke komme til at se igen. Jeg har dog kontakt til nogle af dem stadigvæk og min mand og jeg blev kontaktperson på en ung afghansk dreng, vi har hjulpet og besøgt samt vi har besøgt og kontakt med en afghansk pige, der bosatte sig i Aarhus og fik familiesammenførelse.
Dispuk min fantastiske uddannelsesrejse
Jeg startede på Dispuk, hvor jeg i år, får min 3. års eksamen som samtaleterapeut. De to næste år, vil jeg tage overbygningen og når jeg fylder 50, vil jeg have en fem årig psykoterapeutisk uddannelse. Mit studie på Dispuk, er dybdegående i menneskelige følelser, relationer og livsfortællinger. Den har givet mig en kæmpe viden til mit arbejde som psykoterapeut og sammen med de andre uddannelser jeg har, givet mig et kompetencekatalog af viden både teoretisk, praktisk og i levet liv, der gør, at jeg hver dag kan støtte og hjælpe andre med at håndtere og komme ud af deres problemfyldt og smertelige fortællinger. Igennem min praksis i Balance Your Life, skaber jeg sammen med mine klienter værdifuld mening for dem og deres livsvalg hver dag.
Som uddannet på Dispuk, har jeg ind imellem været gæstelærer på pædagoguddannelsen på UCN i Aalborg. Det har været fantastisk at undervise kommende pædagoger og jeg sætter en stor ære i, at give dem min viden, som de kan bruge, når de er færdigeuddannede og på de job, de allerede bestrider. Den dag i dag, anser jeg stadig pædagogfaget, som et af de vigtigste fag og arbejdsområder i et velfærdssystem som det danske. Pædagoger er medvirkende til at danne og drage omsorg fra børn helt ned i vuggestuealderen og opefter. Jeg håber, at pædagoger generelt får bedre arbejdsvilkår og jeg ønsker for dem, at de ved, hvor vigtig en rolle, de hver især har at spille på det danske arbejdsmarked.
Taknemmelighed for min virksomhed Balance Your Life
Jeg har haft et stærkt og spændende arbejdsliv igennem de sidste tyve år. Et arbejdsliv, der har været medvirkende til at forme mig til den faglig kompetente, selvbevidst og empatiske person, jeg er i dag. Det tør jeg godt skrive om mig selv. For rejsen har ikke været omkostningsfri og uden sten på vejen. Men den har været udviklende, lærerig og givet mig en selvindsigt og visdom, som jeg kan bruge, når jeg møder sårbare mennekser i min konsultation, der ønsker støtte og hjælp til forandringer og nye forståelser på deres livsveje. Jeg er dybt taknemmelig for både mit privatliv og for mit faglige virke i min virksomhed Balance Your Life. Jeg møder mennesker hver dag, hvor jeg sammen med dem forundres og undersøger livsfortællinger på godt og ondt. Jeg mærker deres smerte, håb og drømme og glædes med dem, når livet lykkes. Mit job er i min verden, det mest meningsfyldte job, jeg overhovedet kan drømme om. At støtte andre mennesker med at skabe mentale og sunde forandringer, værdi, håb og drømme på deres livsvej.