Her i det 4. og sidste blogindlæg i temaet om den vigtige tilknytning, vil jeg sætte fokus på, hvordan omsorgssvigten kan fortsætte ind i voksenlivet og være mindst lige så skadelig for de voksne børn. Har du ikke allerede læst de foregående indlæg, kan du finde dem her (del 1, del 2, del 3). Når et barn vokser op i en dysfunktionel familie, er barnet på overarbejde med både sit nervesystem, følelser og sanser.
Det at vokse op i en dysfunktionel familie, er hårdt arbejde for barnet. Det oplever ofte en enorm skam og behov for at dække over det, der foregår i familien. Det kan være alt fra alkoholmisbrug, følelsesmæssig ustabilitet som skænderier og andre umodne copingstrategier blandt de voksne til psykisk sygdom, fysisk og/eller psykisk overgreb.
Uanset hvilken form for omsorgsvigt og dysfunktionalitet, der foregår i familien, er der nogle fællesnævnere, barnet ofte oplever, de tager med ind i voksenlivet:
- skam
- ensomhed
- sårbar mentaliseringsevne
- svært ved at mærke sine egne følelser og behov
- svært ved at sætte grænser
- en oplevelse af angst, stress og depression
- en indre følelse af at være forkert
- et stort behov for anderkendelse og kærlighed
- svært ved at danne stærke sociale relationer i f.eks parforhold og venskaber
- et stort behov for at please og hjælpe uden øje for egne behov
- tillægger sig en maske, for at andre ikke gennemskuer, hvordan man egentlig har det
- en indre konflikt om ens oplevelse af egen identitet
Følelsesmæssige konsekvenser ind i voksenlivet
Uanset om den erfaring med vores primærvoksne i barndommen har været sund og tryg eller usund og utryg, så tager vi barndommens erfaringer med ind i voksenlivet. De svigt og utrygge tilknytningsmønstre barnet, der er vokset op i en dysfunktionel familie oplever som voksen, kan have store konsekvenser for ham eller hende. De kan opleve mangel på evne til at danne bånd og relationer til andre. Måske bliver de selv misbrugere af alkohol, euforiserende stoffer, sex eller spil. De kan måske gå fra den ene partner til den anden uden at forstå, hvorfor de distancerer sig, når følelserne bliver for stærke. I barndommen har de lært, at følelser ikke er til at stole på. Måske var mor eller far nærværende og enormt kærlige det ene øjeblik og fraværende og afvisende det næste. Følelser kan forvirre en voksen, der er vokset op i et ustabilt hjem.
De indre stemninger og fortællinger den omsorgssvigtede voksen har, kan være præget af usikkerhed og skam. Som barn og måske også op i voksenlivet, har følelsen af forkerthed haft gode kår til at udvikle sig. I barndommen har han eller hun vist, at deres familieliv var anderledes og barnet haft travlt med at skjule det, der foregik indenfor hjemmets fire vægge. Måske har han eller hun også ageret som forældre for en følelsesmæssig skrøbelig mor eller far. Den voksne omsorgssvigtede, har udviklet en evne til at tilsidesætte egne behov for at tage sig af de voksne, der skulle have taget sig af ham eller hende.
De dysfunktionelle adfærdsmønstre den omsorgssvigtede voksen, har oplevet i barndommen, vil han eller hun ofte begynde at reproducere. Måske bliver den omsorgssvigtede voksne selv krænker eller finder sig i vold og overgreb, for det er “den normale opførsel”, de har været vidne til i barndomshjemmet.
Er alt håb så ude, hvis man er vokset op i en dysfunktionel familie?
Nej, det er det ikke. Mange der er vokset op under utrygge kår, kan berette, at de mødte en betydningsfuld voksen i deres barn eller ungdom, der så ind bag om deres adfærd. De kan fortælle, at de måske har haft en problemfyldt adfærd på grund af deres opvækstvilkår. Men en pædagog, lærer, en vens skarpsindige mor eller anden kunne gennemskue, at adfærden dækkede over mistrivsel. Denne voksne brugte tid med barnet/den unge og gav dem en ny indre fortælling om, at være noget værd og at nogen troede på ham eller hende.
Du ved aldrig, hvornår du gør en forskel for et barn
Som voksne, der omgåes både egne og andres børn på forskellig vis, så ved vi aldrig, hvornår vi netop er dem, der giver et barn i mistrivsel en fornyet tro på sig selv. Så vær nysgerrig og omsorgsfuld, når du taler med dine børns venner/veninder. Ikke på en fordømmende måde men på en respektfuld og interesseret måde. Tro på barnet og døm det ikke nødvendigvis på adfærden. Tal med barnets forældre, hvis du har bekymringer og se om du ikke kan danne relationer og tillid.
Hvis den omsorgssvigtede voksne ikke har mødt en betydningsfuld voksen i sin opvækst
Der er jo ikke alle, der kan berette om ovenstående. Men er håbet så ude? Nej, det er det ikke. En barndom med utrygge tilknytningsmønstre og dysfunktionalitet, kan der ikke som sådan laves om på. Men det er muligt, at udvikle nye og bedre copingstrategier og forståelse for sine egne indre følelser og stemninger. Gennem terapi, kan man støttes i, at finde nye veje og styrker til at lære sig selv bedre at kende. Men også til at få et mere nuanceret billede, af sin problemfyldte historie. Det der er sket, er sket. Men sammen med en terapeut kan man dykke ned i de fortællinger, hvor man måske brugte nogle af sine ressourcer, udviklede nogle betydningsfulde værdier og finde ind til intentioner, drømme og færdigheder for livet og fremtiden. Den omsorgssvigtede voksne, får gennem processen udviklet en større bevidsthed om egne adfærdsmønstre, følelser og stemninger og derudfra træffe mere bevidste valg på egne vegne fremadrettet.
Er du nysgerrig på oktober måneds tema om tilknytning og opvækst i en dysfunktionel familie?
Kan du genkende noget af det skrevne fra dit eget liv og har du overvejet, at få arbejdet med nogle af dine egne oplevelser og livsfortællinger? Kan du nogle gange føle dig som gidsel i din egen livsfortælling fra en dysfunktionel familie og vil du gerne udvikle nogle sundere copingstrategier og viden om dig selv?
Gennem samtaleterapi, sætter vi lys på dine livsfortællinger og sætter både fokus på de problemfyldte fortællinger men også på nogle af de små fortællinger, du også har med, som måske er mere ubevidste. Vi undersøger nogle af dine sider, hvor du udviste en modmagt mod den dominerende fortælling. Hvad gjorde du? Hvorfor? Hvad var vigtigt og hvad var på spil? Vi arbejder respektfyldt med, at du finder og udvikler andre sider af dig selv, så du bliver mere bevidst om, hvem du er, hvad du vil være med til og hvad der er vigtigt for dig fremadrettet. Vi arbejder aldrig med at placere skyld men med udvikling af en større selvforståelse for at bevidstgøre muligheden for at udvikle nye og mere ressourcefyldte muligheder i dit liv.
Kontakt mig gerne eller book en uforpligtende telefonisk forsamtale, hvor vi taler lidt om din historie og om, hvordan jeg kan støtte dig i en sund og vedvarende udvikling.
Hej Rikke! Jeg har fundet din side på nettet, og din beskrivelse af følgerne af en opvækst i en dysfunktionel familie, rammer SPOT ON de mange problematikker, jeg har lidt under igennem et snart langt liv (jeg er 64)! Jeg er MEGET interesseret i at høre mere om hvad, du kan tilbyde (efter at jeg har prøvet et hav af terapiformer – uden større succes! Jeg håber på en behandling, der kan give mig nogle ‘gode år’, før det hele er forbi! Jeg genkender ETHVERT PUNKT i din opremsning af symptomer, der har ‘forpestet’ hele mit voksenliv – så jeg håber, du kan hjælpe mig ud af min pine (bedre sent end aldrig)!!! Med venlig hilsen, Robin – og på forhånd tak for svar!
Kære Robin,
Så fandt jeg din kommentar. Jeg er ikke altid så computernørded:-) Tak for den og lige om lidt, vil jeg svare på din mail 🙂
Vi “ses” online i det nye år og glæder mig til at se dig igen 🙂
Mange hilsener Rikke