Gennem sommeren har vi sikkert alle hørt om behandlingen af Else på plejecentret Kongsgården i Aarhus. Vi er sikkert alle rystede og forargede over behandlingen af hende og Niels, der også optræder i Dokumentaren.
Dokumentaren kan ses på TV2 play eller på TV2 i aften. Da jeg så dokumentaren, var jeg rystet og vred. Jeg er selv pårørende til et kært menneske på et plejehjem. Jeg har også arbejdet indenfor forskellige offentlige sektorer, -herunder socialpsykiatriske bosteder, hvor pleje og omsorg er en del af opgaven. De mennesker vi møder der, er yderst sårbare og har i den grad brug for vores støtte og omsorg.
Jeg har arbejdet med mange engagerede sosu-assistenter, pædagoger, sygeplejersker og andre. Mennesker, der hver dag går på arbejde og gør en forskel. Dog må jeg desværre også sige, at jeg har også mødt forråelsen og en arbejdskultur, hvor tonen er hård og borgeren reduceres til en opgave. I længden tror jeg ikke, de fleste kan holde til at arbejde under sådanne rammer og her har ledelserne bestemt også et medansvar. For hvordan taler vi sammen? Hvordan taler vi om borgeren og hinanden? Hvilken adfærd et tilladt og hvilke er absolut “No go”?
Etik og faglig reflektion er altid vigtig i arbejdet med andre mennesker. Desuden er jeg selv stor tilhænger af supervison. Det er jeg, da vi i personalegrupperne har nogle “selvfølgeligheder” – det vi bare gør, som ind imellem er sundt lige at få kigget på. Herudover få sat ord og defineret vores fælles værdier samt mange andre faglige udviklingsmuligheder under supervison. Men ligesom at gå i terapi kræver det mod, at lade sig supervisere. For der kan dukke nogle “øv-ting” op, der kan gøre lidt ondt at få kigget på. I en sund personalegruppe og med en dygtig supervisor, kan supervisionen styrke både den enkeltes faglige selvforståelse, personalegruppen som helhed og slutteligt højne kvaliteten af arbejdet med den enkelte borger.
Jeg er uddannet pædagog tilbage i 2000 og har mange års erfaring i relationsarbejde med forskellige målgrupper samt også at tage mig af pleje og omsorg i de job, jeg har haft. Jeg har altid set det som min fornemste pædagogiske opgave, at støtte de mennesker, jeg arbejdede med i en pædagogisk udvikling. Det at arbejde pædagogisk med andre mennesker uanset målgruppe er komplekst og krævende. Ingen mennesker er ens og indenfor de forskellige “kategorier” som f.eks. diagnoser, målgrupper, områder osv. er mennesker også forskellige. Herudover er der rammesætninger, værdigrundlag, såkaldte vilkår, dokumentation osv. osv., der skal løses som opgaver.
Til trods for at jeg har videreuddannet mig til psykoterapeut, mener jeg stadig, at pædagoger, sosu-assistenter, lærere, sygeplejersker og andre omsorgsfaggrupper er hjørnestenene i vores velfærdssamfund.
Ingen læser til pædagog for at mishandle andre mennesker
Nej, ingen af os har læst til pædagog eller andre omsorgsfag for at omsorgssvigte vores borgere eller de børn, vi har ansvaret for.
Men hvorfor sker det så alligevel? For det sker desværre og een gang er een gang for meget. Begrebet forråelse er meget i spil i de her år indenfor kommunale organisationer. Forråelse er et begreb, vi bør forholde os til indenfor al velfærd og omsorgsarbejde. For risikoen for forråelse er altid til stede.
Rent psykologisk, så er mennesket omstillingsparat og kan tilpasses vanskelige livs -og arbejdsvilkår. Der tales meget om, hvordan vi f.eks definerer vores målgrupper. F.eks “borgerne”, “brugerne”. “psykisk sårbare” “de ældre” osv. Allerede der, er kimen lagt til en mulig forråelse, hvis vi ikke passer på.
For netop der, hvor vi kategoriserer vores målgruppe, distancerer vi os en smule fra mennesket og gør personen til en arbejdsopgave. Det i sig selv er ikke forkert, da vi er ansatte til at løse en opgave. Men det kræver en etisk fordring fra vores egen side og et højt fagligt refleksionsniveau. Det kan lade sig gøre, at være engagerede og varme omsorgspersoner og kerneopgaven indenfor ældresektoren er pleje og omsorg. De to begrebers betydning er ekstra vigtige, når vi ser Tv2 Dokumentaren fra Kongsgården, da de er meget lidt i spil. Alligevel vises der nogle sosu-assistenter, der trods den barske og omsorgssvigtende fortælling alligevel formår at bibeholde de færdigheder. Hvad er det, de kan? Hvorfor er de ikke forråede (endnu)?
Værdier er vigtige
Mennesker, der arbejder med mennesker er selv sårbare, da vi giver rigtig meget af os selv med risiko for udbrændthed og stress til følge.
Når jeg møder mennesker i min konsultation med arbejdsrelateret stress, er der ofte et begreb, der går igen. Værdier!
Vi mennesker udvikler vores værdier hele livet. Vi bliver opdraget ind i bestemte værdisæt. De kan ændres igennem levet liv og erfaringer og nogle værdier udvikles til livsprincipper.
Et eksempel kan være, at “hvis alle bare talte ordentligt til hinanden, så ville verden være et bedre sted at være” Det kan være et livsprincip, den enkelte selv gerne vil efterleve.
Værdisæt kan f.eks. være indenfor et arbejdsområde;
- ordentlighed
- høj faglighed
- Tage borgerens behov alvorligt
- værdighed
- Omsorg og nærvær
Dilemmaet er om vi i personalegruppen forstår begreberne ens og kan vi efterleve dem? Der kan være nogle vilkår og omstændigheder, der gør, at vi gør brud på egne værdier og “mister os selv”
At “miste sig selv” kan medføre stress og udbrændthed. Men op til en sygemelding, sker der meget. Vi kan blive en del at en forrået kultur, vi mister måske vores empati med borgerne/barnet i vores varetægt, vi forsøger at tilpasse os og til sidst kan en sygemelding være en af konsekvenserne.
Vi kan ikke sige os fri for forrådelse
Når gode mennesker handler ondt, har der været en hel masse tegn på vejen der til. Som Dorthe Birkmose fortæller i videoen, så bliver vi indlemmet i forråelsen ligesom frøen, der ikke opdager, den bliver kogt.
Dorthe Birkmoses video herunder er tre timer lang. Jeg kan kun opfordre dig til at lytte til den, da hun giver et fantastisk indblik i, hvordan ingen af os kan sige os fri for forråelsen. Uanset om du arbejder med mennesker eller er forældre og/eller pårørende, kan jeg kun anbefale dig, at lytte til hendes foredrag. Vi kan alle lære noget om begrebet og ikke mindst, hvordan vi bedst muligt forebygger ikke at blive forrået.
For forråelsen kan ske både i vores jobs og i vores privatliv. Når vi demoniserer og gør den anden/de andre til problemet, giver vi os selv lov til at handle ondt. Det kan være i vores tale eller i vores adfærd. Vi kan være os bevidste om, hvordan vi ønsker at være i verdenen og gøre vores bedste for at efterleve det. Men uanset hvem vi er, kan vi alle blive forrået. Du kan høre mere om hvilke faktorer, der skal være til stede i Dorthe Birkmoses video.
Ondskabens psykologi blev først udviklet i 1960érne efter 2. verdenskrig. Pludselig gav det ikke mening med at onde handlinger, kun blev begået af psykopater. For hvordan kunne udryddelseslejrene i Nazityskland kun være blevet begået af psykopater? Kunne et helt lands befolkning pludselig blive smittet af en kollektiv psykopati?
Hanne Arendt skrev bogen; Eichmann i Jerusalem – En rapport om ondskabens banalitet. De psykologer og læger, der undersøgte Eichmann og hans store medvirkende til masseudryddelsen af jøder og andre befolkningsgrupper, der ikke passede ind i nazisternes ideologi, fandt ingen tegn på unormal adfærd ved ham derudover. Eichmann var helt igennem normal med et normalt liv derudover. Han var ikke ond ved sin kone eller børn og havde ikke et demoniseret syn eller had mod jøder. Men han gjorde det, som vi også gør indenfor vores job, – han parerede ordre. Han havde fået en opgave og den løste han til punkt og prikke
Hvorfor nævner jeg så markant en person som Eichmann?
Dorthe Birkmose nævner ham i sit foredrag, du kan høre i linket. Jeg kender ingen pædagoger, sosu-assistenter eller andre, der har de tendenser, han havde. Dog er der den fælleshed, at han ikke blev diagnosticeret med nogen former for anormaliteter trods umenneskelig adfærd og han ikke satte spørgsmålstegn ved opgaven. Som personale i velfærdsområderne, skal vi være loyale mod værdisættende. Det er der gode grunde til og det kan være svært at gå imod en kultur, der strider imod ens egen værdier. Vi kan forlade jobs, vi ikke trives i. Men hvad så? Kan jeg få et nyt job? hvad med min økonomi osv. osv? Risikoen for at komme til at hyle blandt de ulve, man er i blandt er stor ligesåvel som risikoen for stress og udbrændthed.
Hvor vil jeg hen med det?
Vi har alle et ansvar. Både os som fagpersoner og os der også er pårørende. Vi har et ansvar for, at de mennesker, der er i vores varetægt forbliver mennesker -og ikke bare en opgave, der skal løses. Som pårørende har vi et ansvar for, at stille konstruktive kritiske spørgsmål omkring behandlingen af vores pårørende, undervisningen af vores børn osv. og tilstræbe at få et godt samarbejde med dem, der har vores kære i deres varetægt.
Da jeg selv har arbejdet indenfor forskellige organisationer, tør jeg lægge hovedet på blokken og sige, at ingen af de mennesker jeg har haft som kollegaer, har haft dårlige intentioner. Så skulle det da i hvert fald være meget meget få. Men ja, jeg har mødt pædagoger, lærere, sosu-assistenter mf., jeg har haft sværere ved at samarbejde med end andre.
Det ændrer ikke på, at forråelsen sker. På nuværende tidspunkt florerer der en lydfil rundt på de sociale medier om en pædagog på Schubertsminde, der er i en konflikt med et barn. Først blev jeg vred over pædagogens behandling af barnet, da jeg hørte den. Anbragte og sårbare børn og unge ligger mit hjerte nært og det var hjerteskærende at høre, hvordan pædagogen verbalt overfaldt barnet. Det må ikke ske! Anbragte børn og unge, har ofte problemfyldte opvækstvilkår med i bagagen og kan til tider være svære for personalet at håndtere. Uanset hvad, så er det en af mine værdier, at her skal man være faglig og møde barnet/den unge omsorgsfuldt og med tålmodighed.
Efter jeg hørte lydfilen igen fornemmede jeg også en magtesløshed fra pædagogens side af og dermed en eskalering af konflikten. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvad der ligger for eller bag episoden, så det er min tolkning, at pædagogen mistede sig selv og sin faglighed. Det sprogbrug hun som voksen brugte, strider i hvert fald mod mine faglige principper.
Men kunne jeg selv falde i den, hvis jeg var presset og magtesløs nok? Sikkert! -og måske er det der, kimen er. At vi skal turde kigge på os selv og møde vores egen sårbarhed og “svage” sider med omsorg for netop, at kunne evne at udvikle dem.
Vi skal passe på dem, der arbejder med vores kære og ikke lade folkedomstolen dømme dem. Vi skal møde dem ordentligt som pårørende men også turde stille spørgsmål og forvente et samarbejde med dem omkring vores nærmestes trivsel. Omvendt skal der klart sættes fokus på omsorgssvigt overfor de mennesker, vi har ansvaret for. Det er hjerteskærende at forsvarsløse ældre og andre udsættes for fagpersonalets svigt. Det er helt utilgiveligt.
Ingen uddanner sig indenfor velfærdsområderne til at omsorgssvigte andre mennesker. Det er egentligt der, jeg vil hen, med det her blogindlæg. Jeg har været gæstelærer på UCN i Aalborg op til flere gange og møder hver gang håbefulde og engagerede pædagogstuderende, der glæder sig til at skulle ud og udføre en vigtig opgave. De brænder for deres fag og vi skal alle hjælpe dem til ikke at brænde ud.
Jeg ved, de kommer ud i komplekse områder med forvaltningsbeslutninger, besparelser, gode og mindre gode ledelser, kulturer i personalegrupperne, der til tider kan være svære at komme ind i og meget mere. Men deres kerneopgaver er omsorg og relationsarbejde, som de gerne vil udføre.
Jeg håber, at når der kommer mere fokus på velfærdsområderne, at både rammerne forbedres og kvaliteten samtidig med, at det bliver legalt for medarbejderne at reflektere over deres miljø og deres kultur på arbejdspladsen. Jeg ved, der er dygtige supervisere indenfor både de offentlige og private områder og jeg håber, de kommer meget mere i spil i de forskellige organisationer og forvaltninger, så der bibeholdes varme og engagerede medarbejdere indenfor omsorgsområderne.
Om du som jeg både er pårørende og har en uddannelse indenfor et af de her områder eller du af andre årsager kan relatere til plejehjem, skole daginstitution mv., så har vi alle et ansvar.
Samfundsmæssigt og socialt står de her faggrupper ikke højest. Lønningerne er ikke høje og besparelserne kan mærkes indenfor områderne. De mennesker, der passer vores børn, psykisk sårbare og ældre, går på arbejde hver dag og startede ofte med at møde arbejdsmarkedet med engagement og et oprigtigt ønske om at ville gøre en forskel. De skal til enhver tid behandle vores sårbare medborgere og vores børn og andre målgrupper ordentligt. De skal også mødes med respekt for deres faglighed og ønsket om et godt samarbejde med os som pårørende.
Til tider møder jeg nogle af dem i min konsultation. Stressramte og udbrændte. De mennesker, bør vi som samfund passe bedre på, da de netop har den direkte kontakt med vores kære hver dag og gerne skulle blive ved med at give varme og livskvalitet ti dem. Det er bemærkelsesværdigt, så mange udbrændte og stressramte mennesker der er, der netop er uddannet og arbejder eller har arbejdet indenfor ovennævnte områder. Vores velfærdssystem trænger til at blive kigget lidt efter i sømmene. Men uanset hvad, så skal forråelsen stoppes indenfor de her områder.