I denne måneds tema, handler derom den vigtige tilknytning i barnets første leveår og de vanskeligheder barnet kan udvikle op igennem livet, hvis tilknytningen er fraværende, ustabil eller barnet bliver direkte omsorgssvigtet. Har du ikke allerede læst det foregående indlæg, kan du finde det her. Der er mange årsager til mangel på den vigtige tilknytning. Det kan være omsorgssvigt fra forældre, der selv af forskellige årsager har et problemfyldt liv som f.eks. alkoholmisbrug el.a. Det kan også være pga. dødsfald i nærmeste familie, der medfører sorg for omsorgspersonerne, skilsmisse eller andre udfordringer i tilværelsen. Det er vigtigt, at holde sig for øje, at stort set alle forældres intentioner er, at gøre det bedste for deres børn udfra den givne situation, de står i. Det ændre dog ikke på konsekvenserne for barnets udvikling afhænger af en sund og stabil tilknytning fra de tidlige barneår af. I et moderne samfund, kan primærpersonerne udover forældrene selv også være bedsteforældre, dagplejemoderen, vuggestuens personale mf.
Når er barn vokser op i en dysfunktionel familie eller i en familie med ustabile tilknytningsmønstre, vil det erfare, at de voksne i dets omgivelser er ustabile følelsesmæssigt. I den tidlige barndom lærer barnet, hvordan det kan relatere til sine omgivelser og primærvoksne. De erfaringer barnet udvikler i de tidlige barneår, tager det med sig ind i ungdoms og voksenlivet.
Mentalisering
Indenfor psykologien bruges termen mentalisering. Mentalisering betyder at barnet gennem fysisk og psykisk samvær med sine primærvoksne lærer at relatere til andre mennesker. Mentalisering betyder altså, at kunne forstå andre menneskers mentale tilstande. Samtidig erfarer barnet også, hvad det vil sige selv at være et menneske. Det lærer noget om, hvordan det selv og andre mennekser tænker, føler og handler. Et barn, der er vokset op i trygge rammer udvikler evnen til mentalisering. Mentalisering er ikke en medfødt evne men en evne, der udvikles igennem øjenkontakt, fysisk og psykisk omsorg, tryghed, leg osv. Barnet udvikler en følelsesmæssig forståelse, der er beslægtet med empati og evnen til at kunne se sig selv udefra.
Er barnets tilknytning til sine primærevoksne utryg og ustabil, vil barnets nervesystem være i konstant alarmberedskab og fratage det fokus på den vigtige læring om eget indre univers såvel som læring om andres følelsesmæssige adfærd. Barnets evne til at udvikle en sund og robust mentalisering er derfor forringet.
Gnnem opvæksten kan et barn med en forringet mentaliseringsevne, have svært ved at regulere egne følelser. I samspil med andre, kan barnet hurtigt komme i konflikt og det kan være svært for barnet at mestre de sociale følelsesmæssige spilleregler, der er til stede. Barnet kan opleves som ude af følelsesmæssig kontrol. Har barnet ikke haft miljømæssige og sociale tilknytningsmuligheder, hvor det trygt kan erfare både sig selv og sin omverden, kan det udvikle vanskeligheder ved at indgå i sunde sociale relationer.
“En tryg tilknytning er den bedste forudsætning for en robust mentaliseringsevne”
– Peter Fonagy, Psykolog
Den fraværende tilknytnings konsekvenser ind i ungdom og voksenlivet
Når et barn vokser op i ustabile følelsesmæssige rammer med en usikker eller manglende tilknytning til sine primærvoksne, erfarer det udfra den verden, det lever i fraværende, ustabile eller svigtende voksne. Barnet kan reagere forskelligt på det ved f.eks. en usamlet og utryg adfærd, en distancering og/eller en ubalanceret og sårbar mentalisering.
Unge mennesker, er i teenageårerne og de unge voksneår, udforskende fra naturens side af. Der sker en masse hormonelt og følelsesmæssigt i disse år. Kroppen ændrer sig og hjernen udvikler sig. En ung med en sårbar mentalisering, vil have en større tendens til at udvikle forskellige følelsesmæssige vanskeligheder, som kommer til udtryk fysisk. Det kan være cutting, spiseforstyrrelser, ekstra store mængder forbrug af alkohol og eksperimenteren med euforiserende stoffer mv.
Begrebet cutting betyder, at barnet/den unge øger skade på sig selv ved f.eks. at skære i sig selv.
Du kan læse mere om cutting her.
En ung med f.eks. cutting og anden selvskadende adfærd, bruger cuttingen til en følelsesmæssig forløsning, som de måske ikke har erfaret igennem barndommen. Den mestringsstrategi, som den unge gør brug af, dækker ofte over en følelsesmæssig afsondrethed og forvirring. Cuttingen, spiseforstyrrelsen eller anden ubalanceret adfærd bliver ofte set som problemet i stedet for at undersøge, de bagvedliggende årsager. Forældre og andre, der er bekymret for den unge, har ofte en tendens til at gøre den direkte handling til problemet og det kan være smertefuldt både for den unge og for forældrene, når der tages fat i de bagvedliggende årsager. Dog er det også her man ofte finder muligheden for forståelsen og dermed muligheden for forandring. Vi skal huske, at de fleste forældres intentioner er gode og selvom barnet kan have været opvokset i et problemfyldt miljø, så er det ikke alle forældre, der ikke vil tale om det. Mange er slet ikke klar over, hvordan deres egen mentalisering og evne til tilknytning, måske kan være medskabende til den unges problemer. Det handler ikke om at placere skyld men om at udvikle en forståelse, der giver muligheder for bedre samspil og forandring fremadrettet.
Den voksne med tilknytningsvanskeligheder
Voksne, hvis barndom har været præget af tilknytningsvanskeligheder, uro og ubalance af forskellig karakter, tager barndommens følelsesmæssige erfaringer med ind i voksenlivet. Nogle voksne kan have svært ved at indgå i sunde relationer til f.eks. venner, kærester/patnere, arbejdskammerater mv. De kan have en indre følelse af ikke at være god nok og føle sig ensomme. Alt afhængig af, hvor sårbar den voksne er, kan de også her fortsætte med misbrug som f.eks. alkohol, euforiserende stoffer, sex, spil osv. De kan have svært ved at mentalisere og indgå i følelsesmæssige stærke relationer som f.eks. et parforhold. Risikoen for at give deres egen mangel på tilknytning videre til deres børn er stor. Det er dog ikke en endegyldig regel og der forskes mere og mere i, hvorfor nogle mennesker, der har lidt store følelsesmæssige tilknytninger i barndommen, alligevel magter at videregive tilknytning og følelsesmæssig stabilitet til egne børn.
Andre har haft en sporsdisk tilknytning og kan have en tendens til at knytte sig stærkt til andre mennesker for så at distancere sig, når følelserne bliver svære at rumme. Det kan være, de har en tendens til selv at forlade et forhold til en, de elsker, da angsten for selv at blive forladt er for stor. Der er mange måder, voksne med tilknytningsvanskeligheder reagerer på og deres følelsesmæssig mestring afhænger både af graden af tilknytning, omstændigheder, andre erfaringer osv. gennem livet.
Man kan godt “Heale” fra en svær barndom. Selvom man er “healet” fra et svigt, betyder det ikke, at svigtet ikke er sket. Det kan være en lang og sej proces at etablere et balanceret indre følelsesregister og samtidig udvikle nye og stærkere mentaliseringsevner. Men det er muligt igennem samvær med sunde relationer, der kan rumme og forholde sig til personens fortælling. Det kan være en kæreste, en nær ven/veninde, en lærer/pædagog, terapeut eller andre. Det at blive mødt og anderkendt, som den man er med de fortællinger man har med i bagagen, er første skridt på vejen.
Et menneske, der har været udsat for omsorgssvigt i større eller mindre grad, har en indre følelse af ikke at være god nok. Igennem bevidstgørelse af de indre følelsesmæssige faktorer og omstændigheder, personlighed mv., kan der til en vis grad udvikles og læres mentalisering og evnen til bedre tilknytning til f.eks. egne børn. Det afhænger af sværhedsgraden for den enkeltes egen erfaring med omsorgssvigt og tilknytning.